Ved at udnytte deres kapital og teknologiske styrker er kinesiske stålvirksomheder begyndt at flytte produktionen til lande langs "Belt and Road"-initiativet for at udnytte nye markeder. Eksempler omfatter Filippinerne, hvor Panhua Group investerer i et omfattende stålværk med en kapacitet på 10-millioner-tons, og HBIS Group bygger et anlæg med en årlig kapacitet på 8 millioner tons; Indonesien, hvor Tsingshan Group bygger et 3-millioner-tons kapacitetsanlæg, og Delong Group udvikler et 20{{10}millioner tons stålprojekt; og Malaysia, hvor Xinwu'an Steel bygger en storstilet, moderne stålvirksomhed med en kapacitet på 10 millioner tons, Jianlong Group har erhvervet og opgraderet "Donggang"-projektet, og Shenglong Metallurgy har investeret i en kombineret stålproduktionsbase med en årlig kapacitet på 3,5 millioner tons. Derudover planlægger Baowu Group i Cambodja at flytte produktionskapacitet fra Xinjiang med sigte på en samlet årlig kapacitet på 3,1 millioner tons.
Der er etableret flere større indenlandske stålproduktionsbaser, herunder dem, der drives af Ansteel Group (Anshan, Bayuquan), Baosteel (Shanghai, Wuhan, Zhanjiang), HBIS Group, Shougang Jingtang, Shagang Group, Ma'anshan Iron & Steel (Magang), Baotou Steel (Baogang), Jiuquan Steel (Igang), og Taiyuan Steel (Igang) Panzhihua jern og stål (Pangang).
Visse provinser har også sat klare udviklingsmål for den metallurgiske industri. For eksempel fremskynder Hubei-provinsen opbygningen af en-klasse, metallurgisk industribase med lav-kulstofindhold i verdensklasse, der sigter mod, at driftsindtægterne skal overstige 500 milliarder yuan i 2025; Hunan-provinsen planlægger, at dens metallurgiske industri skal opnå en hovedforretningsindtægt på over 300 milliarder yuan i 2025. Tianjin har også udpeget den moderne metallurgiske industri som et nøgleområde for udvikling, hvilket fremmer sektorens overgang mod grønne og avancerede-aktiviteter.
